BIBLIODRAMA ER AT LÆSE BIBELEN MED HELE KROPPEN.

Der er mange måder at læse bibelen på. Der er mange forskellige metoder man kan bruge, når man vil fordybe sig i bibelen og dens budskab.   Hvilke måder bruger du?

Ofte bruger vi kun tænkning og ord for at bearbejde den bibelske tekst. Vi læser, lytter og taler sammen. Men bibelteksten handler om hele mig og om hele mit liv. Derfor bør jeg også læse bibelen med så meget af mig selv som muligt, altså inddrage hele kroppen.

I de senere år er mere kropslige metoder som  meditation, retræte og pilgrimsvandring blevet meget populære metoder. Den metode, jeg skal præsentere her, hedder bibliodrama.

Bibliodrama blev udviklet omkring 1970 i Tyskland og i USA. Jeg kender mest til den tyske model eller modeller, for der findes mange forskellige modeller. Omkr. 1970 var der stort opbrud i samfund og kirke. I Danmark taler vi stadig om kulturrevolutionen, som begyndte i 1968. Den fik mange samfundsmæssige konsekvenser, men også kirkelige, bl.a. den nyreligiøse bevægelser med inspiration fra Asien. Mange ville ikke bare sidde på bænken og høre, hvad præsten sagde. Man var blevet trætte af rutebils-fællesskabet. Man ville selv være deltager, selv være med til at finde ud af, hvad de bibelske tekster havde at sige om det at være kristen, være kirke, være samfundsborger og være politisk aktiv. Man ville selv være med til på en aktiv måde at finde ud af, hvad netop denne bibeltekst havde at sige til mig og mit liv og min måde at leve kristenliv på. Man ville gøre nye erfaringer og få nye religiøse oplevelser. I kirken fik man kun ord og ord. Man følte sig svigtet af kirken, netop fordi den gav folk ord i stedet for religiøse oplevelser og muligheder for at bearbejde egne troserfaringer og udvikle egen tro.

Derfor begyndte nogle kirkefolk i 1970'erne, især nogle teologer, diakoner og terapeuter,  som arbejdede med psykodrama, teaterpædagogik.  religionspædagogik, teologi  og med drama og andre  kropslige udtryksformer. De fik skabt en metode, hvor en gruppe mennesker sammen kunne arbejde med en bibel-tekst. De brugte ikke så mange ord, men meget kroppen til tavse udtryk og til teater og rollespil og til at male og tegne og modellere, til at danse og synge og lave rytmer og meget meget mere. Men bibelteksten var i centrum.Det skulle ikke være en terapeutisk metode, men en religionspædagogiske metode. Der blev dog også lavet terapeutisk bibliodrama, men det vil jeg ikke sige meget om, da jeg ikke er terapeut. Jeg har selv en gang deltaget i et terapeutisk bibliodrama, men det er også al min erfaring med det. Så jeg holder mig til det religionspædagogisk orienterede bibliodrama, hvor bibelteksten er i centrum, og hvor man anvender alle mulige religionspædagogiske metoder samt en del mere.

Jeg mødte selv bibliodrama første gang i 1974 på et studiebesøg med diakonelever på institutionen Bethel i Bielefeld. Jeg hørte nogle fortælle om det og fik et program. Men dengang tiltalte det mig ikke. Jeg blev ikke optaget af det. Jeg var sikkert ikke personlig klar til netop denne arbejdsform. Tiden gik, jeg læste og hørte stadig lidt om bibliodrama, men stadig fængede metoden ikke i mig. I 1990’erne fik jeg studieorlov og var igen i Bethel for at studere, hvordan man i praksis på denne store diakoniinstituion arbejdede med diakoni og religionspædagogik. Jeg fik kontakt med mange mennesker, en del kendte jeg fra mine mange besøg der. En af dem var Hermann Brandhorst, som var teolog og lærer på Bethels Diakonskole; i dag er han forstander på skolen. En eftermiddag sad vi og talte om mit studietema – og så nævnte han  biliodrama. Og nu fængede det. Han fortalte mig om bibliodramaets teologiske og pædagogiske tanker. Jeg fik kort efter en bog af ham om bibliodrama, som han havde været med til at skrive. Og et halvt år senere ringede han til mig og sagde:Så er det nu din bibliodramaleder-uddannelse begynder - om kort tid starter en gruppe religionspædagoger på uddannelsen, og du skal være med! Og så fik jeg bibliodramaleder-uddannelsen med certifikat og det hele.

Mit første bibliodrama, som reelt var min første deltagelse i et bibliodrama, var fantastisk og blev en åbenbaring for mig. Fra den dag af har bibliodrama været en stor del af mit liv, så meget, at jeg vil sige, at jeg lever bibliodramatisk. Det kender jeg også andre, der gør – og det har hjulpet mig utroligt i mit liv og min rigtig store krise med udbrændthed for nogle år siden.

Nu er bibliodramaet udbredt i Tyskland, Holland, Østrig, Schweiz, Ungarn (har to bibliodramaforeninger), England (kun lidt), Danmark (til dels), Norge (kun lidt), Sverige (er godt i gang) og Finland (meget både i skole og kirke). Desuden i mange andre lande, USA og Asien.

I Europa er der skabt et bibliodramanetværk for Europasbibliodramafolk. Det kan findes på Websiden EBN = Europæisk bibliodrama netværk. Netværket holder årligt en ugekonference for at udvikle bibliodramaet og lederkompetencerne. I 1995 blev konferencen holdt her på Diakonhøjskolen inviteret af Bibliodramaforeningen i Danmark.

Hvad er så bibliodrama?

Først hvad det ikke er: Bibliodrama er ikke bibelteater, bibelspil eller dramatisering af bibelske tekster.

Bibliodrama er noget langt mere omfattende metode, som man kunne kalde multidimensional. Målet er at skabe en in-tens gruppeproces, hvor deltagerne ved hjælp af mangfoldige kreative, dramamæssige og meditative metoder kan fordybe sig i en bibeltekst samtidig med at de bearbejder egne erfaringer og forståelser.

Bibliodrama er at læse bibelen med hele kroppen.

Min lærer i Tyskland, Hermann Brandhorst, siger, at

bibliodrama er bibeludlægning med ”liv og sjæl og øjne, ører og alle lemmer, fornuft og hele sindet” .

Han forlarer, at det faktisk er i overensstemmelse med, hvad Luther  sagde om bibeludlægning. For i bibliodramaet bliver bibeltekstens ord:

-         legemliggjort med krops- og bevægelsesøvelser

-         mediteret i stilhed

-         gjort forståelige og synlige med kreative materialer

-         bragt til at blive hørlige lyde ved hjælp af stemme,

      klange og rytmer

-         reflekteret og diskuteret eksegetisk og teologisk

-         fantasifuldt iscenesat i leg og teater og sat ind i 

     en aktuel nutidig sammenhæng.

Bibliodrama er at gå ind i en bibeltekst med hele kroppen (d.v.s. med hele sig selv, med alle sine livs- og troserfaringer, med alle sine spørgsmål og problemer og tanker og som det menneske, man nu engang er) for at opleve teksten indefra og se nye sider af den – og dermed vil man også se nye sider af sig selv, og man vil hente kraft til sig selv. I et bibliodrama trækker man sig tilbage fra det normale liv for en tid for at få tid til eftertanke og tid til at gøre nye religiøse erfaringer og få nye oplevelser, som kan give nye kræfter, nyt livsmod og ny livsglæde.

I et bibliodrama er man en gruppe på 10 til 20 personer – 15-18 er det ideelle for at få en rigtig god gruppedynamik.

Der kræves ingen deltagerforudsætninger af formel art.Man skal bare have lyst til at være sammen med andre, som også er interesseret i at gøre nye erfaringer med bibelen og med sig selv.

Man skal vove at engagere sig og lægge al tilbageholdenhed og generthed væk –men det går normalt helt af sig selv, når man først er kommet i gang. Man skal være aktiv, bruge sin krop og arbejde kreativt.

I bibliodramaprocessen sættes der noget i gang, og det kan ikke altid kontrolleres. Derfor skal der være et åbent og tillidsfuld forhold i gruppen.

Bibliodramaet er afhængigt af, at deltagerne tør vove at udtrykke deres tanker – på den måde kommer der mange nuancer frem, som giver anledning til nye oplevelser og forståelser.

Min standardmodel for et bibliodrama ser i store træk således ud:

1.   Kropslig og mental opvarmning

2.  Bibelteksten læses i fællesskab

3.    Den første tekst-tilnærmelse: dele med hinanden, hvad man lægger mærke til i teksten – berøre teksten let og lidt, op-

    samle livs- og troserfaringer med relevans

    for tekstsarbejdet.

4.   Dernæst lever man sig ind i teksten i form af et rollespil eller ved at spille små scener fra teksten, altså man bruger kroppen:

    bevægelse og indlevelse er nøgleordene!

      Rollespillene giver anledning til samtale og refleksion.

5.  Afslutningsarbejde med opsamling af det, der har været vigtigt. Fortælle tekstens historie aktualiseret v.hj.a. drama, tegning/maling, lydbilleder eller andet.

6.   Refleksion og evaluering: Hvilken betyd-ning har det, som jeg i bibliodramaet har erfaret, for mig selv og min tro? Hvad vil jeg huske? Hvad vil jeg fastholde og arbejde videre med? OG: Hvordan har det været for mig at deltage i dette bibliodrama?

Ordet bibliodrama består af ordet biblio, på græsk biblion, biblos, der betyder et skriftstykke/bog og ordet drama, der græsk og betyder handling. Så det drejer sig altså om en bog – om bibelen og dens drama.

Det drejer sig i bibliodrama om at skabe et møde mellem bibelteksten og deltagerne, altså : mellem bibelens tekst og deltagerens livstekst. Eller sagt på en anden måde:

At skabe et møde mellem bibelensdrama og mit livs drama. Og dette møde skaber et nyt drama, som bearbejdes kropsligt, kreativt, meditativt, med rollespil, maling af billeder, samtaler, livsfortællinger, trosfortællinger, dramatiseringer, kropslige opstillinger, pantomimer og meget mere.

I bibliodrama skaber man et stort oplevelsesrum. Her mødes deltagernes erfaringsrum med bibeltekstens rum, kaldet tekstrummet. I dette store oplevelsesrum møder gruppens deltagere hinanden – og de møder i tekstrummet bibelens mennesker, som er rige, fattige, sørgende, tvivlende, troende, vantro, syge, selvhævdende, selvtilstrækkelige, ydmyge, hadefulde, fjendtlige, kærlige, tillidsfulde, ensomme…..og der møder man Gud.

Deltagerne får i bibliodramaet mulighed for at spore, mærke, erfare og reflektere over deres egne livserfaringer og troserfaringer.

I de fælles kropslige og kreative bearbejdelser opleves og erfares bibeltekstens trøstende – helbredende – opmuntrende – udfordrende – befalende – kaldende – og befriende ord, som deltageren så kan tage med sig ud i hverdagslivet og kirkelivet og samfundlivet.

Kroppen og kropsarbejdet og det at udtrykke sig med kroppen spiller en central rolle i bibliodramaet. Der findes mange former for bibliodrama, men alle har det kropslige til fælles. Når jeg bruger min krop og udtrykker mig med min krop, så sker der noget mærkbart og føleligt. Med kroppen kan jeg på en intens og levende måde udtrykke bibeltekstens handlinger og personer og konflikter og deres tanker og følelser. På den måde skaber jeg en stærkberøring med teksten. Samtidig med, at jeg udtrykker mig med min krop, så bærer min krop på erindringer, oplevelser og erfaringer fra hele mit liv, også mit trosliv. Når jeg sætter min krop i bevægelse og i spil, så aktiveres disse erindringer, og de kommunikerer med de nye oplevelser, jeg netop gør med bibelteksten lige nu. På den måde opstår der et møde mellem hele mig og teksten, også med det, der står imellem linierne.

Lad mig give et eksempel på et bibliodramaforløb.

Teksten er lignelsen om sædemanden.  Mark. kap.4:

v3  »Hør her! En sædemand gik ud for at så. v4  Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. v5  Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; v6  og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. v7  Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. v8  Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« v9  Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!«

På en træplade på gulvet ligger en lille bunke god muldjord, en bunke grus og sten og klippestykker, tjørnegrene og tidsler, en bunke korn og et lille bundt kornaks, et tændt lys og en bibel. Deltagerne skal med de udlagte ting  arrangere en opstilling, et billede på et stykke papir. De skal med opstillingen fortælle lidt om sigselv. På den måde får vi alle kendskab til hinanden, vi kommer til stede, og alle får deres første berøring med teksten (sædemandslignelsen), som derefter bliver læst igennem højt flere gange.

Hvad er et frø, et sædekorn? En god mark? En sædemand? En stengrund?  En tidselmark? En tiltrampet vej? En stor utrolig høst? Med krop og bevægelse og uden ord  bliver de forskellige ting anskueliggjort i to-mands grupper. Ham, der spiller rollen ” Den gode jord” lægger sig fladt ned på gulvet og udtrykker modtagelighed, rummelighed, åbenhed. ”Frøet” lægger sig på tværs ind over ”jorden” og udtrykker dvale, stilstand, given-sig-hen, spirende bevægelser – eller hvad de to nu selv finder på. Således gennemspilles alle de forskellige dele af lignelsen, og en begyndende fornemmelse for lignelsen begynder at sætte sig i kroppen og dermed i sindet.

Teksten bliver derefter lagt ud på gulvet, sætning for sætning, og deltagerne går helt konkret igennem teksten og læser den – metoden kaldes viagese. Man vælger den sætning, som i øjeblikket taler til én eller udfordrer én. Man sætter sig på gulvet og reflekterer over sætningens indhold og dens mulige relation til éns eget liv. Derefter anskueliggøres sætningen med en gestus, som vises for alle - og som alle gør efter. På den måde får man skabt den første berøring med bibelteksten og sin egen indgang til teksten.

(Samme metode anvendes i meditativ bibellæsning, men i bibliodramaet inddrager vi hele kroppen).

Rummet deles i fire mindre rum. Bibeltekstens fire slags jord afmærkes på gulvet med lidt jord, en tjørn, sten og fasttrampet jord. I midten på gulvet et tændt lys, sædemanden. Enhverfinder sin plads og position i ”teksten” og stiller sig på det sted, som bedst svarer til ens egen livs- og trossituation.

En står tæt ved lyset - én tæt ved den gode jord – én mellem tidslen og stenen og én anden midt imellem stenene og lyset. Alle fortæller om deres position og oplevelse af at stå netop dér, hvor de står.

Senere efter afslapningsøvelser ligger eller sidder deltagerne afslappede og bliver ført gennem en fantasirejse ud på en forårsmark, hvor sædemanden går og sårsine sædekorn. Kornet falder forskellige steder, men overalt vokser det op og et sted bliver høsten enorm stor. Jeg er ageren – noget i mig er sammentrampet og kørt fast – noget er stenet og overfladisk – noget er fuldt af torne – meget er god agerjord – jeg sporer kraften i min krop – jeg er åben for det, som spirer og vokser frem – Hvilke nye muligheder kommer nu til mig ?

Senere samler enhver sine oplevelser i et digt. Digtet læses op til sidst, vi be-der en bøn og modtager velsignelsen. Derefter en kort runde/evaluering vedr. oplevelsen af at have deltaget i bibliodramaet. Og så bibliodramaet slut. Men lang tid efter vil oplevelserne fra bibliodramaet arbejde i deltagerne.

I evalueringen efter et bibliodrama udtrykkes deltagernes umiddelbare reaktion på oplevelsen.  Jeg har hørt deltagere sige: Dejligt at være sammen i denne gruppeproces, hvor man trygt kunne være sig selv – bibliodramaets kropslige dele var stærke og rare – godt at have tid nok, at kunne være langsommelige – en har fundet en ny stilhed og ro – en anden siger, at det var givende at kunne dele sine oplevelser og erfaringer med hinanden – en er blevet oplivet og opbygget – en siger: dejligt igen at få kontakt til sine kreative og kunstneriske sider – jeg vil som sædemanden fortsætte mit arbejde med at så – det er befriende at kunne være sig selv og udtrykke sine personlige tanker.

En deltager i en anden gruppen over samme tekst var et frø, der skulle vokse op, men ikke kunne, fordi en tidsel bogstaveligt talt lagde sig hen over hende, så hun ikke kunne vokse. Dette rollespils kropsoplevelse blev siddende i hendes krop under hele bibliodramaet. Som hun hele tiden sagde : Kan jeg overhovedet komme til at vokse ? Hun blev først forløst i slutspillets skyggeteater, hvor hun oplevede at kunne vokse op på trods af tidsler og djævle og bære frugt. En gribende oplevelse for hende og for os alle i gruppen. Sådan har jeg også selv igennem årene oplevet bibliodramaet som fornyende og frugtbart.

Bibliodrama er leg.

At være kirke udfra bibliodramatanken er at være en legende kirke.

Hvorfor er legen så vigtig?

Ved at lege tager man hele mennesket guddommeligt alvorligt, som en har sagt. I bibliodramaet begiver man sig ind i legens og spillets verden. Legen giver os muligheder for at overskride grænser. Vi kan indlever os i bibeltekstens mennesker – i deres tanker og følelser. Derved oplever vi at få ny indsigt og forståelse for, at vores liv ikke behøver at forblive, som det er: det kan forandres og beriges og udvik-les. I legens given sig hen i selvforglemmelsen vil man erfare nye muligheder for sig selv. Og så erfarer man, at evangeliet ikke bare er ord, men noget, som man også kan mærke og føle og opleve!

Sjælesorg og trosudvikling.

I bibliodrama fokuserer man på bibelteksten, men det er gennem de kreative oplevelser af teksten, at der opstår nye muligheder for at anskue hverdagslivet på en ny måde. Evnen til at lade sig forundre over tekstens uendelige muligheder og nuancer åbner for overraskende og udviklende indsigter. Og det medfører ofte en afsmittende virkning på det konkrete liv, som man faktisk lever. Man udvikler et mere nuanceret forhold til sig selv, til sine medmennesker og til ens egne udfoldelsesmuligheder.

Hensigten med bibliodramaet er altså at tilegne sig den bibelske tekst på en sådan måde, at den kaster lys over mig selv, mit liv og min tro. Man kan sige, at hensigten er  tekstfordybelsen, men at sidegevinsten er en øget be-vidsthed om sig selv som en del af Guds skaberværk – og det medfører en øget selvindsigt og selvforståelse. Så man kan sige, at bibliodramaet falder indenfor det, vi kalder sjælesorg. Moderne sjælesorg defineres ofte som livshjælp – og det er jo netop det, man får ved at deltage i bibliodramaprocessen – og den livshjælp man får er samtidig troshjælp, da bibelteksten danner grundlaget for hele arbejdet.

Bibliodrama er en slags vitaminindsprøjtning, som giver kristenlivet nye perspektiver og sætter deltageren i stand til at fungere på nye måder i sit hverdagsliv, i sit arbejdsliv og i samfundslivet. Forstået på den måde er bibliodrama praktisk sjælesorg, for her finder man ikke kun sig selv, men man mødes med andre mennesker og deres livserfaringer og troserfaringer, og det er med til at nuancere og berige og uddybe ens Gudsbillede – og dermed opnår man en dybere forståelse af Gud og verden og livet og af sig selv.

Gennem bibliodramaet bliver det også tydeligt, at sjælesorg ikke er noget for præster alene, men at alle menighedens medlemmer, som jo udgør det almindelige præstedømme, også kan og bør yde hinanden sjælesorg.

I bibliodramaet er vi hinandens sjælesørgere!

Bibliodrama er en arbejdsform, som hjælper os til at blive engagerede medlemmer i kirken. I bibliodramaprocessen bliver deltagerne alle praktikanter for udøvelsen af Guds kærlighed og omsorg. Bibliodramaet fungerer som et mødested for Gud og mennesker. Igennem den bibliodramatiske proces aner vi Gudsriget som en mystisk realitet.

Bibliodramaet er en hjælp til at leve sit liv som et helt menneske, hvor der er balance mellem intellekt, følelse, krop og handling. Det er en hjælp til at komme ud af vores tilstand af fremmedgjorthed og frustation over at føle sig afmægtig og uduelig og handlingslammet.

Bibliodrama er en gruppeproces  med et klima orienteret mod de evangeliske værdier : gensidig respekt og kærlig omsorg.

Arbejdsformen i bibliodramaet bygger på, at hver enkelt deltager giver sine bidrag til det tolkende fællesskab, som gruppen jo er. På den måder fremkommer der nye forståelser og fortolkninger og udlægninger af teksten.

Resultatet af et bibliodrama ligger ikke i, at man når frem til en speciel forklaring eller forståelse, men det ligger i selve den hermeneutiske/forståelsesmæssige begivenhed, som finder sted her og nu. Bibliodrama er en arbejdsmåde, som ved hjælp af mange ”sprog” kan åbne veje til at udtrykke det uudsigelige.

Deltagerne i et bibliodrama  oplever en intensiv  og eksi-stentiel berøring med evangeliet,

-         så de genvinder orienteringen i livet (”blinde ser”) ,

-         så de bliver bevægelige (”lamme går”),

-         så de kan  være opmærksomme (”døve hører”),

-         så de bliver fællesskabsduelige (”spedalske bliver rene”)

-         så de vinder mod og tillid ”til et nyt livsafsnit (”døde står

      op”).

Den slags berøringer med evangeliet har vi alle brug for. Vi har brug for sjælesorg, fællesskab, styrkelse af troen og personlig/kristelig udvikling. Dette kan ske igennem bibliodramaer, hvor man aktivt, kreativt og drama-metodisk ar-bejder med de bibelske tekster, med sin egen livshistorie og med sin arbejdsmæssige situation.

Henning Sørensen, bibliodramaleder.

2009.